Sådan opfandt vi en ny måde at få børn godt i seng

Gæsteblogindlæg af Lars Henriksen, august 2018

Jeg har altid forestillet mig, at jeg ville blive en bedre far, end jeg synes, jeg er. Som jeg husker det, var min egen fars tålmodighed uendelig lang over for min søster og jeg. Vi taler stadig om dengang, han kastede en rød pølsetang i plastic efter os en weekend, han var alene med os – for det er nærmest den eneste gang, vi kan huske, at han har råbt af os.

Jeg har altid været tæt og fortrolig med min far og er det stadig. Mine barndomsvenner var endda åbenlyst misundelige på vores nære forhold, så jeg glædede mig tidligt til at blive far. Tænk at kunne være et forbillede for et andet menneske og den – sammen med deres mor – der betød mest for dem.

I dag har jeg to drenge på seks og ni år. Det er nogle skønne drenge, men de er også kilde til mine største frustrationer. Jeg hæver dagligt stemmen og synes i det hele taget, at jeg bliver alt for nemt sur på dem. De er for langsomme, for højlydte, sviner for meget, hører ikke efter, behandler hinanden for dårligt og alt mulig andet, der skaber en vrede i mig, som fylder alt for meget.

Og der er ikke noget tidspunkt, hvor alt dette kommer mere tydeligt til udtryk, end når det er sengetid. De er trætte, jeg er træt, og for hvert minut der går, æder de af min voksentid. Men jeg ville virkelig gerne være den far, min far var for mig, så jeg prøvede og prøvede. Men det er svært, når man har temperament, og alting er en tidsudtrækningskonkurrence.

Men så for et par år siden, fandt jeg en metode, der virkede rigtig godt. I stedet for at læse de samme to-tre håbløse børnebøger, de altid insisterede på at høre, begyndte jeg at finde på nogen selv. Jeg er uddannet journalist og har skrevet syv bøger, så det var ikke helt fremmed for mig. Her kunne jeg bare give den gas med fantasien.

Det var dog først, da jeg begyndte at inddrage mine to drenge i historierne, at der virkelig skete noget. Når det pludselig var dem, der fløj op over skyerne, dykkede ned i ildspyende vulkaner, bekæmpede drager og tog til fjerne planeter med en talende panda, havde jeg virkelig deres opmærksomhed!

En weekend var jeg så til fest med forældrene i min ældste drengs klasse, og her kom en af de andre fædre, Anders, hen til mig. Han spurgte, om jeg havde lyst til at blive redaktør på et projekt, han var i gang med. Det handlede om godnathistorier til børn. Det viste sig, at han også digtede løs hjemme på sengekanten, men han var nået skridtet længere. Hans børn var begyndt at efterspørge nogle af de historier, han allerede havde fortalt, og dem kunne han jo ikke huske. Så han begyndte at skrive dem ned. Og nu havde han så fået den tanke, at hvis hans børn havde så meget glæde af historierne, kunne andre måske også få det.

Vi satte os sammen og skrev løs. Anders havde allerede en fast struktur på plads: I hver historie skulle en Ole Lukøje-agtig figur komme og vække barnet og tage det med ud på et fantasifuldt eventyr. Historien endte med, at barnet vendte hjem til sin egen seng, mæt af oplevelser og klar til at sove.

Siden har vi udviklet et simpelt, men effektivt værktøj til at få børn til ro på en god måde: På hjemmesiden vilter.dk kan forældre indtaste deres barns navn, hjemby, navnene på barnets tre bedste venner og det kæreste tøjdyr. De oplysninger indgår automatisk i teksten, så hvert barn føler, at historien faktisk handler om dem.

Vi besluttede at teste, om det mon bare var vores børn, der var forfængelige nok til at blive opslugt af historier om dem selv. Vi tilbød fem gratis historier på vilter.dk, som de forældre, der skrev sig op, modtog per mail. Når de havde læst dem højt for deres børn, bad vi dem udfylde et spørgeskema om, hvilken effekt godnathistorierne havde.

Cirka 1000 forældre har prøvet vores historier, og af dem, der udfyldte spørgeskemaet, svarede cirka halvdelen, at historierne gjorde det nemmere at få deres børn til ro. Mange sagde endda, at deres børn ofte faldt i søvn under læsningen – noget de aldrig før havde gjort.

Anders og jeg var selvfølgelig ellevilde. Men vi vidste først for alvor, at vi virkelig havde fat i noget vigtigt, da vi læste alle kommentarerne. Her er et udpluk:

“Han glæder sig mere til historie end fredagsslik:)”

“De hjalp hende med at falde i søvn. Hun sagde at de ‘fortryllede’ hende.”

“Hun har ellers svært ved at falde til ro, selvom vi har fokus på, at hun får ro 45 minutter før sovetid. Men historien gjorde, at hun faldt til ro, og musikken til slut gør faktisk, at hun næsten falder i søvn. Hun er svær at imponere med læsestof, men hun elsker hendes egen drømme ven.”

Det er en fantastisk fornemmelse at kunne hjælpe andre på denne måde. Ikke for at tjene penge. Hverken Anders eller jeg er professionelle iværksættere eller forretningsfolk i øvrigt. Vi er bare to fædre, der gerne ville gøre det hele lidt nemmere for os selv. Belønningen kommer med de mange positive tilbagemeldinger, vi hele tiden får. Og jeg får den især ved den tryghed og det nærvær, jeg mærker imellem mig og mine drenge, når de spørger: “Far, hvad skal jeg drømme om? Og jeg så fortæller dem historien om Vilter Ørngot, drengen i pyjamas med flyverhjelm og flyverbriller, der kan få alting til at ske.

Måske jeg alligevel ender med at blive den far, jeg gerne vil være.

Men det stopper ikke der. Næste skridt er at udbrede historierne til de mange børn, der hvert år er indlagt på landets hospitaler. Og til de autistiske børn, som ifølge en række forældre fra vores spørgeskemaundersøgelse reagerer særdeles positivt på Vilter. Og til landets biblioteker, for hvis personliggjorte historier kan fange børns opmærksomhed, kan det jo udnyttes til mange ting – ikke mindst at få flere til at læse mere.

Lige nu har vi 50 godnathistorier tilgængelige på vilter.dk. Det ændrer ikke verden. Det ændrer ikke engang på, at det bare grundlæggende kan være en udfordring at få børn til at sove – simpelthen fordi det er sjovere at være vågen. Men hvis vi kan være med til at gøre afslutningen på dagen bare lidt bedre for både børn og voksne, er jeg også stolt.