Skal børn græde sig i søvn?

10744527 10204949999410694 482482157 n

“Er du for eller imod at børn skal græde?”

Et ofte stillet spørgsmål ved foredrags- eller mødregruppearrangementer. Mit svar er altid dette:

Selvfølgelig synes jeg ikke, at børnene skal græde. Jeg bryder mig heller ikke om, når mine børn græder. Vi vil jo i bund og grund gerne bære børnene på hænder og fødder gennem livet og skåne dem for nederlag og frustrationer.

Men netop omkring sengetid, sker der noget med os. Vi har nemlig ofte et ønske om, at sengetid skal være noget hyggeligt, rart og trygt, og derfor reagerer vi ind i mellem på børnenes gråd med løsninger, som virker i den pågældende situation, men som over tid er uhensigtsmæssige, tidskrævende eller simpelthen holder op med at virke – og vi må finde på noget nyt, som måske over tid igen er endnu mere uhensigtsmæssigt… en spiral af “hovsa-løsninger”, som i bund og grund handler om, at vi bare gerne vil gøre børnene trygge.

Det er ikke synd at lægge trætte børn til at sove

Jeg plejer at sige, at børnenes gråd er deres “sprog”, når de ikke har ord til at forklare sig med og at det ikke er synd at lægge trætte børn til at sove – heller ikke selvom de græder og er kede af det.

Den afgørende forskel ligger for mig nemlig i, hvordan vi håndterer gråden. Ingen børn har godt af at græde alene. Men så længe vi er der, hjælper og trøster børnene, er man stadig en omsorgsfuld forælder – selvom de græder.

Undersøgelser i England har endda påvist en fysisk funktionalitet i gråden. De har nemlig undersøgt, hvad der sker i kroppen, når børn græder mens de bliver trøstet i deres forældres arme. På samme måde som feber hjælper kroppen med at bekæmpe infektioner og virus, så hjælper gråd kroppen med at nedbringe stresshormoner. Dvs. ikke kun kommunikerer børnene, når de græder, de hjælper også sig selv med at geare ned og slappe af.

Tænk over, hvor afslappet du selv kan være efter at have grædt.

Hvis du ønsker min hjælp til at lære dit barn at sove i tryghed og tillid, så book et personligt forløb eller tegn adgang til mit online Basiskursus “JA TAK, Lær mit barn at sove” her på siden under “Priser”