Når det gør ondt helt ind i hjertet

03Jeanette 04112006

Græder dit barn hjerteskærende eller hysterisk ved sengetid?

De fleste af os kender følelsen af magtesløshed, når vores børn græder. Vi mærker det stikke helt ind i hjertet, og gråden rusker os ud af virkeligheden og ind i den altoverskyggende omsorgsrelation, vi som forældre har til vores børn. Fysisk mærker vi, at pulsen stiger, vi sveder og hjertet hamrer i brystkassen på os… hjernen kører på højtryk, mens vi leder efter løsningen, som kan bringe mareridtet til en ende og genskabe roen.

Det er forældreskab, når det er bedst. Det er intuition på arbejde, det er omsorg og kærlighed og en anelse desperation i skøn forening. Ikke underligt, at vi ind imellem havner i “hovsa-løsninger”. De er sød musik i situationer som disse.

De fleste forældre ved godt, at disse hovsa-løsninger måske ikke er holdbare i længden – og de viser sig ofte også, at blive enten mere besværlige eller holde op med at virke over tid. Med rigtig mange forældre arbejder jeg mod at afskaffe hovsa løsningerne igen og komme på sporet af gode og holdbare sovevaner i stedet. Men når det er sagt, så synes jeg altid, at hovsa-løsninger bunder i kærlighed, i omsorg og i intentionen om at gøre verden til et trygt sted for vores børn, og trygge børn er den bedste forudsætning for at kunne sovetræne.

Så lad være med at slå jer selv oven i hovedet med de ting, I har gjort forkert. Tænk i stedet, at I har skabt de bedste trygge rammer at lære at sove under. Rammer, som betyder, at jeres barn ved, at I er der, ved I vil trøste/hjælpe og ved, at I altid kommer, når det har brug for jer.

Smid den dårlige samvittighed over bord

Når det så er sagt og erkendelsen af, at der må “andre boller på suppen”, så handler det om at kaste den dårlige samvittighed over bords og med ro og overbevisning vise barnet vejen, uden at vakle og blive i tvivl. Dit barn har brug for at kunne mærke din sikkerhed og din overbevisning. Børn er meget følsomme og intuitive og hvis du tvivler eller synes det er synd for dit barn, så mærker han/hun det med garanti, og så køber han/hun ikke ideen af dig.

Til daglig hjælper jeg forældre med at tilrettelægge forløbet og med at holde skruen i vandet og troen på projektet intakt undervejs.

Mit næste blog indlæg kommer til at handle om gråd og hvordan vi kan forholde os konstruktivt til den.

Se hvordan du kan få min hjælp under “Priser“.

Ha en dejlig dag.

Jeanette